Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

En aften midt under middagen ringer det på døren. Udenfor står en ung kvinde og siger, at hun er Julie - familiens ældste datter, der blev bortført otte år tidligere. Om det passer, må du læse om i denne veltrimmede og fascinerende thriller

Beskrivelse

Amerikansk thrillerdebut, der foregår i Texas. Den har som omdrejningspunkt en dysfunktionel familie, der lider under den tragedie, den oplevede otte år tidligere. Familiens yngste datter Jane var vidne til at storesøster Julie blev bortført midt om natten. Sorg og skyld har plaget både forældre og datter i alle årene. Nu står Julie altså på dørtrinnet og hævder at være den hjemvendte datter - og hvorfor skulle hun ikke være det? Mor Anna er usikker, men hun kan jo ikke længere gøre krav på at kende sin forsvundne datter. Historien fortælles af Anna skiftevis med at man følger nogle unge piger uden at vide, om der er tale om en eller flere pigeidentiteter

Vurdering

Læseværdig og ambitiøs underholdning, som balancerer dygtigt mellem mysteriet om den genopdukkede Julie og familiens komplicerede følelsesliv efter chokbølgen - både dengang og nu. Skammen over at føle tvivl som mor, usikkerheden over om man lære at elske betingelsesløst igen og den jublende lykkefølelse, der udebliver. Alle er de elementer der klæder denne domestic noir thriller godt og løfter den op over middelniveau

Andre bøger om samme emne

Kvinder der forsvinder er et hot tema i mange spændingsbøger som fx Kvinden i toget og Kvinden der forsvandt

Hedensted Bibliotekerne    Østerbrogade 26    8722 Hedensted    Telefon: +45 79 74 13 70     hedensted@hedenstedbib.dk     EAN-nr.: 5798006261895    CVR-nr.: 29189587

Henvendelse angående arrangementer til event@hedenstedbib.dk