Læsekredse

Hvordan finder man sammen? Lav f.eks. et opslag i supermarkedet, på biblioteket - eller fortæl det til læseglade bekendte. Måske har du allerede en aftale i stand. På bibliotekerne kan vi også hjælpe med at skabe kontakt til de læsekredse, der allerede findes. Mange læsekredse har 4-10 medlemmer og mødes ca. 1 gang om måneden i sæsonen september til maj.

Hvordan fungerer det rent praktisk
På biblioteket kan I få lavet et "læsekredskort". Det er et lånerkort der tilknyttes jeres læsekreds. Når I låner på dette kort, så får I 42 dages lånetid.

I kan få udleveret en liste, hvorpå I skriver hvornår I skal mødes (og hvilke datoer I ønsker at afhente bøgerne), hvor mange I er osv. Så er det bibliotekaren der styrer, hvilke bøger I får og det kommer til at køre helt automatisk med, at I kommer og henter bøger de valgte datoer.

I kan selvfølgelig aflevere en liste med ønskede titler, så bliver der bestilt ud fra den.

Afhentning
I kan afhente alle bøger samlet den dato I har aftalt med bibliotekaren. Og det er altid den dato der er gældende og ikke de datoer I får i hjemkomstmeddelelser via sms, mail eller brev.

I kan også vælge selv at styre det. Så bestiller I bare på samme måde som med jeres sundhedskort og sørger for at hente bøgerne løbende, som de kommer hjem.

Hvilke bøger skal man vælge
På biblioteket kan I få inspirationslister, hvis I ikke selv har forslag. Du kan bl.a. finde inspiration i denne liste udarbejdet af Hedensted Bibliotekerne i foråret 2018. Bare klik på pdf-ikonet, så åbner folderen sig 

Det er en god idé at vælge titler, der er over 1 år gamle. Helt nye og/eller efterspurgte titler er meget svære at skaffe i større antal ad gangen (hvis man vil have dem på samme tid).

www.litteratursiden.dk kan I også finde inspiration. Her kan I finde anmeldelser af mange forskellige bøger samt emne- og forfatterlister. På litteratursiden kan I også oprette jeres egen profil og selv anbefale bøger og meget andet.

                                                      GOD FORNØJELSE!