Rigtige mænd på biblioteket

10.03.15

Var du en af de mange, der fulgte med i tv-programmet ”Rigtige mænd”? Her fulgte man forsøget på at få fem overvægtige håndværkere, der alle betragtede sund mad og motion med dyb foragt, til at ændre holdning.

De blev holdt i kort snor af Jacob Søndergård, der på Rigtigemænd.dk bl.a. skriver om, hvordan mænd kan blive motiveret til at skifte basser og bajere ud med grøntsager og motion. Han siger, at målet for mænd sjældent bare vil være at komme i god form. Det skal være sjovt, og der skal være et konkret mål at gå efter. De fem håndværkeres mål var at gennemføre et ekstremt hårdt offroad triatlonløb - men mindre kan jo også gøre det. Målet vil minde en om, hvorfor man skal hoppe op fra sofaen og ud på løbeturen – også når det regner og blæser.

Er du en rigtig mand – og har du fået blod på tanden til at lægge nogle usunde vaner på hylden, så er der masser af inspiration at hente på biblioteket:

”Bliv mere mand på 10 uger” af Charlotte Hartvig og Jeppe Just

Bogens præmis er: "Forskningen viser, at jo federe på maven - og dermed insulinfyldt - en mand er, des mindre testosteron har han i sit blod". Det må da kunne få de fleste mænd op af lænestolen. Bogen har teoretiske afsnit og ikke mindst et 10 ugers program med motionsøvelser, kostplaner og madopskrifter på alt fra thai-wok til svensk pølseret. I bogen er programmet afprøvet på 7 mænd. Her udtaler f.eks. Kasper på 35 (vægttab 21,8 kg, talje-skrump 27,6 cm) på et spørgsmål om evt. øget mandighed: "Om det er hormoner ved jeg ikke. Men jo, jeg føler mig lidt mere macho."

Oscar Umahro Cadogan: ”Herrerevolution - sådan får du styrke, potens og power”

Gode råd om kost, træning og livsstil, sex, mandesygdomme osv. blandet med korte interviews med andre ”sundhedsguruer” bl.a. Chris MacDonald, Jacob Søndergaard og Mads Bo Pedersen.

Lene Hansson: ”Slankekur for sultne mænd”

Lene Hansson blev kontaktet af Den skaldede kok Carsten Olsen, der med usund livsstil havde nået en livstruende vægt og bad om hjælp. Bogen består af gode kosttips og en række mættende og sunde opskrifter, der er lette at gå til. Hansson fik Den skaldede kok ned fra 133,5 til 123 kg på 6 uger. Udover vægttab er kostplanerne også gode mod en række andre livsstilssygdomme.

Jacob Juul Hastrup: ”Ekstremløberen - vilde eventyr i jungle, bjerge og ørken”

Jacob Juul Hastrup er den første dansker, der har deltaget i ekstremløb på alle syv kontinenter - alle løb gennem øde og utilgængeligt terræn. Han fortæller levende om sine 15 ekstremløb, om forberedelser, det mentale og om det kammeratskab og netværk, han efterhånden har fået opbygget.

Søren Svendsen: ”Mtb - mountainbike for novicer og nørder”

I 1998 begyndte Søren Svendsen at køre mountainbike. Han har lagt over 250.000 kilometer bag sig i både ind- og udland og har siden 2010 blogget på MTBlog.dk. Hans bog om mountainbike er til både begyndere og rutinerede mountainbikere – og er velskrevet og humoristisk. Bogen kommer omkring stort set alle aspekter af mtb-sporten, lige fra sikkerhedsudstyr, indstilling af cyklen, køreteknik, god køre-opførsel i skoven til inspiration til ture. Mere utraditionelt er der også et indlæg om de mange "cykelenker".

Nis Jakob: ”Kriger på mountainbike”

En personlig fortælling om at træne op til løb og at presse sig selv til det yderste. Nis Jakob gennemførte 3 krævende cykelløb på mountainbike på 5 måneder. Forfatteren har fokus på begrebet "flow", som handler om det mentale overskud og hvordan man bruger det positivt til træning og løb. Især til let øvede og øvede mountainbikere.

Skrevet af Pia Vestergård Jacobsen, Hedensted Bibliotekerne

Materialer
Reservér
  • Bog

Bliv mere mand på 10 uger

Af Charlotte Hartvig, Jeppe Just (2011)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Herrerevolution : sådan får du styrke, potens og power

Af Oscar Umahro Cadogan (2011)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Slankekur for sultne mænd

Af Lene Hansson (2010)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Ekstremløberen : vilde eventyr i jungle, bjerge og ørken

Af Jacob Juul Hastrup (f. 1970), Danni Travn (2011)
Læs mere
Søren Svendsen (f. 1957): Mtb : mountainbike for novicer og nørder
Reservér
  • Bog

Mtb : mountainbike for novicer og nørder

Af Søren Svendsen (f. 1957) (2014)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Kriger på mountainbike

Af Nis Jakob (2014)
Læs mere