Dennis Jensen

Frivilligtip: ”GØR NOGET VED DET, DU BRÆNDER FOR, SÅ SKAL DER NOK VÆRE NOGEN, DER VIL LEGE MED"

22.11.23
Hvis du har deltaget i et livestreaming-arrangement på Folkebiblioteket i Hedensted, så har du sikkert mødt Dennis Jensen.

Dennis har siden 2021 arbejdet frivilligt i Hedensted som praktisk tovholder, når der streames naturvidenskabelige foredrag direkte fra Aarhus Universitet udvalgte tirsdage forår og efterår. Samme foredrag kan man opleve på Folkebiblioteket i Juelsminde, dog uden Dennis ved roret.

Dennis er meget begejstret for borgernes mulighed for at opleve disse foredrag, og det er den bærende drivkraft for, at han involverer sig lidt ekstra i det. Det er nemlig en vigtig aktivitet at holde kørende i et mindre samfund som Hedensted, og hvis han kan have en andel i bevarelsen, så gør han det med glæde. Han synes selv foredragene er vældigt interessante, og ville alligevel komme hver gang, hvilket han også gjorde før han blev frivillig, så for ham er det en ren loppetjans. Og som han siger; ”jeg har et godt bagland i ryggen, nemlig biblioteket og personalet, der stiller lokaler og udstyr – og muligheden til rådighed.” Han er glad for det gode samarbejde og føler sig meget velkommen og værdsat som frivillig på biblioteket.

Det bedste ved at være frivillig er, ifølge Dennis, fællesskabet og det sociale, at dele grin og forundring med andre – at se noget sammen i stedet for at sidde alene derhjemme foran skærmen.

En særlig oplevelse han husker, er dengang der var fuldt hus til ”Det er bare en virus”. Det var den 7. marts 2020, blot en uge før Danmark blev lukket ned af en virus. ”Vi sad tæt sammen, og talte selvfølgelig også om den virus ude i verden, der endnu ikke føltes helt så tæt på os. Da vi mødtes igen, efter Corona-nedlukningerne, til et andet lignende foredrag, havde vi et helt andet perspektiv på emnet. Det er pudsigt at tænke på.” 

Til andre, der måske kunne tænke sig at starte noget frivilligt op på biblioteket, har Dennis dette råd: ”Gør noget ved dét, du brænder for, så skal der nok være nogen, der vil lege med.”