Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Enestående roman om slaveriet i Sydstaterne, der følger den unge Cora fra hun stikker af fra en umenneskelig tilværelse som bomuldsslave til et skræmmende liv på evig flugt fra slavejægere. Et "must read" for alle unge og voksne der kan bevæges af en fremragende fortælling

Beskrivelse

Prisbelønnet roman om den unge slave Cora der vokser op på Randalls bomuldsplantage i Georgia under umenneskelige forhold og et dobbeltpres som udstødt blandt sine egne. Hendes mor Mabel forlod hende for år tilbage, da det lykkedes hende at flygte fra plantagen uden nogensinde at blive fundet igen trods ihærdige anstrengelser fra slavejægeren Ridgeway. Cora overtales af slaven Caesar til at flygte og opsøge den underjordiske jernbane, som under dramatiske forhold bringer dem til South Carolina; senere må Cora flygte alene til andre slavestater i et stadigt forsøg på at finde friheden nordpå med hjælp fra et hemmeligt netværk og underjordiske spor og togvogne

Vurdering

En brutal periode i Amerikas historie skildres på en måde, der fuldkommen tager pusten fra læseren. Den overvælder med detaljer og indsigt i de historiske forhold, samtidig med at den beriger os med et bevægende nøgternt indblik i slavernes liv og skæbne. En nyklassiker om slavernes Syden

Andre bøger om samme emne

 Den sidste flugt skildrer også undergrundsnetværket der hjælper slaverne. Mange vil desuden have læst klassikerne Rødder og Onkel Toms hytte (Ved Jørgen Larsen) om slavernes forhold

Hedensted Bibliotekerne    Østerbrogade 26    8722 Hedensted    Telefon: +45 79 74 13 70     hedensted@hedenstedbib.dk     EAN-nr.: 5798006261895    CVR-nr.: 29189587

Henvendelse angående arrangementer til event@hedenstedbib.dk