Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne monstrøst store roman er en ægte King, der allerede på forsiden udstråler den velkendte blanding af en amerikansk lilleby omgivet af en mystisk, dragende kuppel. Mystik, spænding, nutidsskildring, USA, god bagsidetekst: tænderne løber helt af sig selv i vand hos fans

Beskrivelse

Vi er vanen tro i Maine, i lillebyen Chester's Mill, der en smuk oktoberdag rammes af en katastrofe: rundt om hele byen er opstået en kæmpemæssig glaskuppel, der på ingen måde lader sig gennemtrænge af hverken stinger-missiler, syre eller fanatiske bønner. Er der tale om terror, angreb fra fjendtlige magter - eller måske et fejlslagent militært eksperiment? Den forhenværende officer og Irak-veteran Dale Barbara bliver sammen med den lokale avisredaktør Julia hurtigt centrum for "the good guys", mens byens spidser i tilsvarende takt opviser diverse skrækscenarier inden for religiøst vanvid, magtsyge og kriminel adfærd, efterhånden som virkelighedsopfattelsen skrider. Så let er det at forvandle det gode til det onde. Romanen kan derfor læses som en allegori over, hvordan mennesket under frygt og pres forvandler sig til et bæst - det være sig i Irak-krigen eller i Chester's Mill

Sammenligning

Frygt og ondskab samt skildringen af mennesker der er fanget og under ekstremt pres er elskede temaer hos King. Læs fx Ondskabens hotel, Som en ond drøm og Det onde

Samlet konklusion

Veloplagt mammut-roman for King-fans der elsker gyset, de mange sidehistorier og ikke mindst de menneskelige karakterer

Hedensted Bibliotekerne    Østerbrogade 26    8722 Hedensted    Telefon: +45 79 74 13 70     hedensted@hedenstedbib.dk     EAN-nr.: 5798006261895    CVR-nr.: 29189587

Henvendelse angående arrangementer til event@hedenstedbib.dk