Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Politiet i den lille flække Stadtler i Pennsylvania gemmer på en hemmelighed. I et skur bag stationen står en gammel bil. For mere end tyve år siden hentede betjentene den på en lokal tankstation, og allerede da fik de fornemmelsen af, at den ikke er af denne verden. I 2001 begynder sønnen til en kollega, der netop er blevet dræbt af en spritbilist, at gå lidt til hånde, og han fatter interesse for bilen. For at hjælpe ham gennem krisen efter faderens død, beslutter betjentene at indvie ham i hemmeligheden, og over en dag fortæller de ham historien om den mærkelige bil. Selvom bilen er titelperson, er det livet blandt lillebyens betjente, der er romanens omdrejningspunkt. Aldrig har King tydeligere vist, hvordan han bruger gyset som element til at sætte dagligdagen i relief. Og så er det ukendte og uhyggelige jo også dragende. Vi opsøger i lige så høj grad dét, som det opsøger os. Den vinkel i beretningen forstærkes af, at bogen er blevet til i en periode omkring det færdselsuheld, der var ved at tage livet af King selv, og som han også kopierer i bogen. Med Om en Buick 8 viser han dog, at han er fuldt restitueret

Hedensted Bibliotekerne    Østerbrogade 26    8722 Hedensted    Telefon: +45 79 74 13 70     hedensted@hedenstedbib.dk     EAN-nr.: 5798006261895    CVR-nr.: 29189587

Henvendelse angående arrangementer til event@hedenstedbib.dk