Lektørudtalelse

Forfatter: Iben Jakobsen

Kort om bogen

To kvinder i Paris med hver deres tragiske livshistorie - én i nutiden, én under 2. verdenskrig. For kvindelige fans af historiske romaner

Beskrivelse

Caroline har mistet sin hukommelse efter en ulykke og vender tilbage til et ensomt liv, der synes tomt og koldt. Hun finder varme i et venskab med ejeren af den lokale café, men mysteriet om hendes fortid presser på. Sideløbende i det naziokkuperede Paris, i hvad der senere bliver Carolines lejlighed, udspiller der sig et uhyggeligt drama mellem en ondskabsfuld tysk officer og enken Céline, hvis far har jødiske aner. Hvor langt vil en mor gå for at sikre sit barns overlevelse?

Vurdering

Rigtig god roman med to tidsspor. Célines historie er mest dragende og giver et både barsk og spændende indblik i Paris under besættelsen, men de rå følelser skinner tydeligt igennem i Carolines nutid med hendes glimt af erindringer. Slutningen bliver måske lidt for let, men alt i alt en bog, der er svær at slippe og næsten læser sig selv

Andre bøger om samme emne

Oplagt til fans af Lucinda Riley. Andre gode historiske romaner der blander nutid og fortid er fx Kærlighed og andre trøstepræmier, Urmagerens datter og Hende du forlod