Marie KHS Hansen

Marie får biblioteksbøger bragt til døren

28.04.22
På Hedensted Bibliotekerne har vi en service, som kaldes for ”Biblioteket kommer”.

Som borger i Hedensted Kommune kan man få bragt bøger direkte hjem i sin egen stue, hvis man pga. alder eller handicap ikke har mulighed for selv at komme på biblioteket. Der er allerede en del brugere af ordningen. Marie K. H. S. Hansen fra Uldum er en af dem. 

Marie har altid været storlæser og kan ikke forestille sig et liv uden bøger. Så da alder og fysiske udfordringer gjorde det svært at svinge forbi biblioteket, var Biblioteket Kommer-ordningen et oplagt valg for hende. Marie læser meget forskelligt, men hun har en særlig interesse for danske, historiske romaner. Som hun selv udtrykker det: ”jeg interesserer mig for det levede liv og for dansk socialhistorie”.

Og den interesse kommer ikke helt ud af det blå. Tilbage i 1970-erne arbejdede Marie som beskæftigelsesvejleder i Juelsminde Kommune. Her var hendes interesse for mennesker og deres livshistorie guld værd i forhold til jobbet – men også kærligheden til bøgerne kom i spil. For Marie begyndte at bringe stakke af bøger ud til de borgere, som var glade for litteratur. På den måde var Marie en slags pioner og foregangskvinde for vores nuværende Biblioteket kommer-ordning. 

I dag er Marie for længst pensioneret. Men hvis man tror, at Marie har sat farten ned af den grund, tager man helt fejl. Hun er nemlig en særdeles travl dame med et væld af interesser, og når hun ikke læser, er hun optaget af sine mange gøremål med håndarbejde eller slægtsforskning, der i coronatiden blev hendes store passion. Og nu hvor tiden igen tillader, at vi må samles, kører Marie hver dag på sin scooter til Café Nedergården for at nyde sin frokost sammen med andre seniorer. ”De kalder mig en motorbølle, når jeg kommer susende” smiler Marie.

Når tiden er til de mere stille sysler, tager Marie bøgerne frem og dykker for en stund ned i fortællingens verden. ”Jeg er så glad for at være tilmeldt Biblioteket Kommer-ordningen, det er virkelig skønt, og jeg kan klart anbefale andre at prøve det af” siger Marie og fortsætter: ”Det er muligt at komme med specifikke ønsker, og det benytter jeg mig tit af – så kan man også lige få en lille snak om bøger med bibliotekaren”. 

Kunne du også tænke dig at blive tilmeldt ordningen eller måske tilmelde en pårørende – eller vil du bare vide mere om tilbuddet – så kan du kontakte Hedensted Bibliotekerne på telefon 7974 1370. Når man bliver tilmeldt, vil man få en pose med nøje udvalgte bøger leveret lige til døren hver måned. Og det koster selvfølgelig ikke noget.

Her kan du læse mere om "Biblioteket kommer"-ordningen.