Frivillige søges til Tal Dansk Café i Tørring

15.11.17
Vil du være med til at gøre en positiv forskel for andre og for samfundet - og samtidig selv lære noget nyt og møde nye mennesker?

Kunne du tænke dig at være med til at starte en Tal Dansk Café op for flygtninge og indvandrere?

Biblioteket, nogle frivillige og en gruppe flygtninge og indvandrere er i fællesskab kommet frem til idéen om en Tal Dansk Café, hvor man hver gang starter ud med et emne, som flygtningene enten kan høre et lille oplæg om eller få hjælp til - f.eks. hjælp til at bruge pc. Et højt ønske er at møde danskere, så man kan have det hyggeligt sammen og blive bedre til at snakke dansk - og gerne spise kage imens!

Der er allerede nogle frivillige, der gerne vil være med, men der er behov for flere.

Caféen holder åbent på Tørring Bibliotek den 3. fredag i måneden fra kl. 16 og ca. et par timer frem. Første gang bliver d. 15/12. Man behøver ikke at være med hver gang.

Hør mere og kom med dine input onsdag d. 22/11 kl. 19-ca. 20.30 på Tørring Bibliotek i Gudenåcentret. Vi byder på kaffe/the og lidt snacks.

Tilmeld dig senest onsdag d. 22/11 kl. 17 til pia.jacobsen@hedenstedbib.dk eller ring på tlf. 79741366. Hvis du gerne vil være frivillig, men ikke har mulighed for at komme onsdag d. 22/11, så vil vi også rigtig gerne høre fra dig.