Louise anbefaler: 10 historiske romaner

24.03.20
Elsker du også historiske romaner? Er du mon til historiske romaner, så tag et kig på nedenstående liste, som er et bud på 10 meget forskellige titler. Alle findes på eReolen, enten som lydbog, som e-bog eller begge dele.

1: For dig som er optaget af gammel dansk kolonihistorie:
Haabet” af Mich Vraa: ”Haabet” foregår i den danske kolonitid og er et slaveskib. Men noget går helt galt … (findes som lydbog på eReolen).

2: For dig som ønsker at blive klogere på mordet på Erik Klipping:
Festen for Cæcilie” af Ebbe Kløvedal Reich: En fremragende roman der foregår i Danmarks middelalder og med kongemordet i Finnerup Lade som midtpunkt for fortællingen (findes som e-bog på eReolen).

3: For dig som er hardcore historienørd:
Huset Romanov” af Simon Sebag Montefiore: I denne over 800 sider lange fortælling får man et detaljeret og spændende indblik i de russiske zarer og zarinaer i perioden 1613-1918. Et liv fyldt med galskab, genialitet, hor og lidenskab (findes som lydbog og e-bog på eReolen). 

4: For dig som ikke kan få nok af historier fra anden verdenskrig:
Officerens datter” af Zina Rohan: En velskrevet og letlæst historie om den polske officersdatter, Marta, der kommer ud for mange lidelser – blandt andet i Stalins arbejdslejre – men også oplever kærligheden (findes som lydbog på eReolen).

5: For dig som godt kan lide krimier i en historisk kontekst:
Den der bliver tilbage har ret” af Richard Birkefeld og Göran Hachmeister: der er fart over feltet i denne krimi, som foregår i Tyskland i anden verdenskrigs sidste tid. Fremragende beskrivelser af et land i kaos og et ligeså fremragende plot til sidst (findes som lydbog og e-bog på eReolen).

6: For dig som elsker en fortælling om den store kærlighed i historiske rammer:
Drømmehjerte” af Cecilia Samartin: Sansemættet og smuk fortælling om umulig kærlighed under Castros diktatur på Cuba (findes som lydbog og e-bog på eReolen).

7: For dig som er til en letlæst og underholdende roman om Rusland under Stalin-tiden:
En vinternat” af Simon Sebag Montefiore: Fantastisk velskrevet roman om Stalin-tidens Rusland, hvor angiveri, straffelejre og gruopvækkende terror, men heldigvis også betingelsesløs kærlighed er en del af ingredienserne (findes som lydbog og e-bog på eReolen).

8: For dig som holder af dybdegående, historiske portrætter:
Den inderste fare” af Birgithe Kosovic: Forfatteren til denne bog er i sandhed en sprogekvilibrist og leverer med denne roman et sublimt og nuanceret portræt af Erik Scavenius, der for mange står som indbegrebet af samarbejdspolitikken mellem Danmark og Tyskland (findes som lydbog og e-bog på eReolen).

9: For dig som er til fart over feltet i eksotiske egne:
Ulven fra stepperne” af Conn Iggulden: Første del af en historisk romanserie i 5 dele om historiens største erobrer, Djengis Khan (findes som e-bog på eReolen).

10: For dig som er til gamle klassikere:
Kristin Lavransdatter” af Sigrid Undset: En historisk murstensroman, men i lige så høj grad en slægtsfortælling om smukke og stærke Kristin, der lever sit liv på godt og ondt i 1300-tallets Norge (findes som lydbog og e-bog på eReolen).