Inspiration til gode læseoplevelser

26.03.19
For nylig afholdt Hedensted Bibliotekerne inspirationsdag for læsekredse - både for dem, der allerede var med i en læsekreds og dem, der gerne ville være det.

Et af programpunkterne på dagen var inspiration til velegnede læsekredsbøger. Nogle af bibliotekarernes anbefalinger bringer vi her – det er gode bøger, også selvom man ikke er med i en læsekreds. Bøger med noget på hjerte, bøger der giver stof til eftertanke og bøger, som bare er rigtig gode.

Lene Juul Østerballe, Tørring Bibliotek, anbefaler:

Anita Furu: Mit halve liv

Forfatteren er til daglig taleskriver for Lars Løkke Rasmussen. ”Mit halve liv” er hendes debut, som romanforfatter, og hun modtog sidste år Bogforums debutantpris for den. Bogen tager udgangspunkt i Anita Furus egen families historie. Vi møder den lille pige Ruth, der ankommer til København fra Rusland. Hendes forældre er slået ihjel, og hun bliver adopteret af en rig jødisk dame. Ruth klarer sig på mange måder godt, men er præget af ikke at kende sin historie og savnet efter sine søskende.

Auður Ava Ólafsdóttir: Ar
Nordisk råds litteraturpris gik sidste år til denne bog. Velfortjent, synes jeg. Bogen er på én gang humoristisk og alvorlig.

Jonas Ebeneser har været igennem en skilsmisse og har fået at vide, at han ikke er den biologiske far til sin datter. Han er led og ked af det hele og beslutter sig for at begå selvmord. Det er vigtigt for ham, at datteren ikke skal finde hans lig. Derfor tager han til et fjernt krigshærget land med en boremaskine i kufferten. Så kan han bore en krog i loftet på sit hotelværelse og hænge sig der. Men snart inddrages han og boremaskinen i genopbygningen af hotellet og måske sit eget liv. Kontrasten mellem ønsket om selvmord og livet i et land, der har været ramt af en slem borgerkrig, beskriver forfatteren på en flot måde. Jeg synes, det er en rigtig dejlig bog med fine og rørende personbeskrivelser. Den er skrevet godt i et nuanceret sprog som er let at læse.

 

Hanne Laumand, Juelsminde Bibliotek, anbefaler:

Helga Flatland: En moderne familie

Dramaet begynder, da Sverre fylder 70 år og sammen med sin kone inviterer deres tre voksne børn med deres familier til Rom. Det, der skulle have været en hyggelig familietur, ender med splittelse og tab, da forældrene fortæller, at de skal skilles.
Romanens historie fortælles med de voksne børn som jeg-fortællere, og synsviklen skifter mellem dem. De giver hver deres syn på, hvordan opvæksten har været i familien, og Flatland skildrer indlevende, hvordan situationer og hændelser kan se vidt forskellige ud, alt efter hvem man er i en søskendeflok.

Malene Ravn: I dine øjne

Den kinesiske tryllekunster Lai Fun kommer til København i 1902 for at deltage i den kinesiske udstilling i Tivoli. Han bliver i Danmark og gifter sig. Men i en sen alder gør Lai Fun den 19-årige Gudrun gravid, da han er i Aalborg for at optræde. Da han er gift, vil han ikke have noget at gøre med sønnen. Gudruns forældre presser hende til anbringe det uægte barn på et børnehjem med henblik på bortadoption. Gudrun har dog svært ved at give slip på sin søn, og hun henter ham nogle år efter.

Eriks barndom er præget af svigt og ensomhed. Både derhjemme og i skolegården skal han høre for, at han er anderledes og forkert. Da hans moster i København arrangerer en læreplads til ham, beslutter han sig for at vende sin barndom ryggen og skabe sig sit eget liv.

Bogen er baseret forfatterens venindes familiehistorie. Veninden var 25 år gammel før hun fik noget som helst at vide om sin farfar; det var et stort tabu-emne i familien.

 

Eva Vind, Juelsminde Bibliotek, anbefaler:

Elizabeth H. Winthrop: Nådestolen

Advarsel: dette er en meget hjertegribende roman – og man kan næsten ikke lægge den fra sig, når først man er kommet i gang.

Romanen foregår i en lille by i Louisiana i 1943. Den unge Willie Jones er idømt dødsstraf for at have voldtaget sin hvide kæreste. Vi følger Willie og en række personer omkring ham. Flere tvivler på Willies skyld, men igennem hele bogen fornemmer man den ulmende lynchstemning, der hersker blandt store dele af befolkningen i den lille by.

Winthrop har en meget usentimental fortællestil, og de store følelser beskrives på en underspillet måde. Et genialt greb fra forfatterens side.

Gerbrand Bakker: Ovenpå er der stille

Romanen foregår langt ude på landet i Holland. Henk og Helmer er tvillinger. Henk er farens øjesten og han skal overtage familielandbruget. Helmer er mere boglig og får mulighed for at læse på universitetet. Da Henk dør ved en trafikulykke, bliver Helmer nødt til at afbryde sine universitetsstudier for at hjælpe til hjemme.

Helmer fortæller om dagligdagen og sit meget anstrengte forhold til faren. Historien tager en uventet drejning, da Henks daværende kæreste beder Helmer om hjælp.

Som læser kommer man helt ind under huden på den mærkelige ungkarl i denne sproglige perle af en bog.

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Mit halve liv : roman

Af Anita Furu (2017)
Ruth kommer til København fra Rusland som ganske lille. Den første hun lægger mærke til på kajen er en dame med en st...
Læs mere
Auður Ava Ólafsdóttir: Ar : roman
GennemseGennemse
  • Bog

Ar : roman

Af Auður Ava Ólafsdóttir (2018)
Jonas Ebeneser er fyldt med ar på sjælen, og rejser til et fjernt krigshærget land for at begå selvmord. Men på Hotel...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

En moderne familie : roman

Af Helga Flatland (2018)
Sverre fylder 70 år, inviterer familien med til fejring i Italien og meddeler der, at Torill og han skal skilles efte...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

I dine øjne : roman

Af Malene Ravn (f. 1971) (2018)
Erik har i 1930'erne og 1940'erne en hård opvækst i Aalborg som søn af en ung ugift kvinde og en kineser, d...
Læs mere
Elizabeth H. Winthrop (f. 1979): Nådestolen
GennemseGennemse
  • Bog

Nådestolen

Af Elizabeth H. Winthrop (f. 1979) (2018)
Det er en varm aften i Louisiana i 1943. Ved midnatstid skal den 18-årige Willie henrettes i den elektriske stol. Han...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Ovenpå er der stille : roman

Af Gerbrand Bakker (2008)
Helmer er ungkarl og passer familielandbruget og sin døende far, selv om han var igang med en akademisk karriere, der...
Læs mere