En bog efter mit hjerte - anbefalinger fra efterårets bogcafeer

17.03.14

I efteråret afprøvede Hedensted Bibliotekerne en ny og mere uformel måde at formidle gode bøger på. Under overskriften ”en bog efter mit hjerte” fortalte bibliotekets ansatte om bøger, der har gjort et særligt indtryk. Det blev nogle hyggelige bogcaféer, hvor der var plads til snak og debat. Det skal vi helt sikkert gøre igen!

Her kan du få nogle af vores læsetips fra efterårets bogcaféer:

 

Louise Westermann Mathisen, Tørring Bibliotek, anbefaler:

 

”De stjålne liv” af Adam Johnson:

I denne roman fra Nordkorea følger vi Pak Jun Do, der vokser op på et børnehjem (hvor man fristes til at sige, at nordkoreanske børnehjem notorisk IKKE er for børn!). Vi kommer langt omkring med vores hovedperson, blandt andet de berygtede fangelejre. Som læser får man et rystende indblik i livet i Nordkorea: Frygten, volden, umenneskelige og absurde lidelser, men i denne fortælling heldigvis også kærligheden. Den er ikke for sarte sjæle og er lidt vanskelig at få hold på i starten. Men den er ikke svær at læse, og holder man ved, får man en helt igennem fantastisk læseoplevelse, der sætter sig langt inde i kroppen af én. Det gjorde den i hvert fald på mig. Læs den, læs den!

 

”Rum” af Emma Donoghue

Denne bog er en anderledes læseoplevelse, idet vores fortæller kun er fem år gammel, og vi får derfor hele verden præsenteret og fortolket ud fra den optik. Hele ”verden” viser sig dog at være et skur på ganske få kvadratmeter; femårige Jack er nemlig sammen med sin mor indespærret af en overgrebsmand. Man tænker straks på nogle af sagerne fra det virkelig liv (Fritzl, Kampusch etc.) og det lyder jo unægteligt som en ubærlig historie. Det synes jeg nu ikke, det er, netop fordi Donoghue har brugt det fænomenale fortællegreb at lade historien blive fortalt af et barn. På den måde er romanen nemlig også fyldt med underfundig humor og kærlighed mellem mor og søn. Mor har i et forsøg på at skærme sin søn mod deres tragiske situation aldrig fortalt om verden udenfor. Men en dag forklarer hun hvordan tingene hænger sammen, og historien tager fart…

 

”Tyvenes by” af David Benioff

Her har vi action og spænding i en historisk kulisse, nærmere betegnet Leningrad under den nazistiske belejring. Romanens to hovedpersoner sidder i fængsel for landsforræderi, der dengang normalt udløste henrettelse med kort proces. Men heldet tilsmiler vores hovedpersoner, da en oberst giver dem en ekstra chance. Oberstens datter skal giftes, og til et bryllup hører en bryllupskage, og i en kage hører der æg. Opgaven er sat: Find et dusin indenfor 5 dage – eller dø! Men i det ekstremt udsultede Leningrad findes ingen mad og ingen æg, så opgaven er svær. Men ud over stepperne går det. Kulørt? – ja, måske, men enormt spændende og sjov med en til tider ret grovkornet stil. Jeg tør godt love underholdning for alle pengene.

 

”Den sidste sura” af Zoë Ferraris

”Den sidste sura” er en krimi, der foregår i Saudi-arabien – en såkaldt ørkenkrimi. 16-årige Nouf forsvinder tre dage før sit bryllup. Beduinen Nayir bliver af familien sat på sagen, og efter 10 dage findes Noufs lig. Omstændighederne virker mystiske, og da man finder ud af, at Nouf var gravid, bliver sagen endnu mere speget. Jeg synes, at plottet holder, og historien er elementært spændende. Men derudover får vi også et tilknappet og konservativt islamisk samfund beskrevet, og forfatteren tematiserer på bedste vis problematikkerne omkring de vestlige værdiers påvirkning. Ferraris skriver virkelig godt, specielt synes jeg at hendes nuancerede personbeskrivelser er gode og virkelighedstro. Og har man, som jeg, ikke fået nok af denne roman, er der oversat to mere i serien.

Marianne Bundgaard, Hornsyld og Juelsminde Bibliotek, anbefaler:

”Fra hus til hus” af Kristin Baldursdottir
Når unge mennesker flytter hjemmefra ånder man lettet op. Man regner jo ikke med de dukker op 8-10 år efter og vil bo hjemme. Det gør Kolfinna på 29 år. Ingen kæreste, intet job og ingen bolig. Hun lever sit liv foran videoen, og tonen mellem mor og datter er mildt sagt ikke god.
Veninden skal på barsel, og Kolfinna må passe hendes fire rengøringsjob. Det er fire forskellige miljøer og hjem, som Kolfinna nyder at komme i. Indtil den dag arbejdsgiverne begynder at bestemme over hende. På den ene side synes de, hun er en u-uddannet rengøringskone - på den anden side efterspørger de flere ydelser for at få hendes unge selskab.
En stille roman uden så meget ydre handling - men alligevel god og med en del humor. Jeg blev i godt humør af at læse den, men indrømmer, at de 30 første sider var kedelige. Slutningen overrasker, den må I selv læse.

 

Materialer
Reservér
  • Lydbog (cd)

Fra hus til hus : roman

Af Kristín Marja Baldursdóttir (2013)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Tyvenes by

Af David Benioff (2008)
Læs mere
Adam Johnson: De stjålne liv : roman
Reservér
  • Bog

De stjålne liv : roman

Af Adam Johnson (2012)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Den sidste sura

Af Zoë Ferraris (2010)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Rum : roman

Af Emma Donoghue (2011)
Læs mere