Hånd med kuglepen skriver på papir

Fortæl din historie og få den udgivet i en antologi

29.04.21
Hedensted Kommune er sammen med 18 andre midtjyske kommuner en del af litteraturprojektet ”Dekameron 2021 – 100 historier”.

Vi inviterer nu borgerne i Hedensted Kommune til at bidrage med deres historier til udgivelsen af en antologi

Hvad skal din historie handle om?
I forbindelse med Corona-pandemien har du været isoleret med dine tanker og måske fået en ny forståelse af dig selv og den verden, der omgiver dig. Måske er du er begyndt at dyrke grøntsager, strikke, træne til en marathon eller noget helt andet. Det er disse tanker og oplevelser gennem det sidste år, du skal sætte ord på og skrive din historie om.

Hvordan bliver din historie udgivet?
Et panel af 10 forfattere udvælger hver 10 historier indsendt af borgerne i de 19 deltagende kommuner. På denne måde bliver 100 historier til en atologi om en helt speciel tid i verdenshistorien, hvor Corona pludselig vendte op og ned på alles hverdag.

Er der andre krav til din historie?
Din historie må max være på 1 side. Du kan også lave en video, som max må være 1 minut lang.

Sådan bidrager du med din historie.
Du kan sende din historie til denne mail: dekameron2021@gmail.com eller du kan lægge din historie op på Facebooksiden: https://www.facebook.com/groups/116551443741866
Uanset om du sender til mail eller lægger den op på Facebook, skal du gøre det senest den 31. maj 2021.
Husk at medsende dit fulde navn og din adresse og også gerne dit telefonnummer.

Invitation til middag, hvis din historie bliver udvalgt
Når du har indsendt din historie deltager du i litteraturprojektet, og hvis din historie bliver udvalgt til at være med i udgivelsen modtager du senest den 2. juni 2021 en invitation til en middag sammen med andre udvalgte historiefortællere og en forfatter.

Under middagen lærer I hinanden og jeres historier at kende, en forfatter fortæller om, hvorfor netop jeres historie er udvalgt, og hvordan de videreudvikles til litterære tekster om en periode i verdenshistorien - fortalt fra Midtjylland.

Middagen vil blive afholdt på et spisested i nærheden. Selve stedet og den endelige dato for middagen findes senere. Dog vil datoen være mellem den 10. og den 20. juni 2021. Hedensted Bibliotekerne er vært ved middagen. Under middagen vil der periodevis blive live-streamet til litteraturfestivalen LiteratureXchange i Aarhus.

Projektets litterære inspiration
Projektet ”Dekameron 2021 – 100 historier” er inspireret af Middelalderklassikeren Decamerone, skrevet af den italienske forfatter Giovanni Boccaccios i 1348. 
I den tid hærgede pesten i Firenze og bevægede sig igennem Italien og spredte sig til Europa. I Firenze forsøgte man at beskytte sig mod pesten på forskellig vis. En af måderne var at søge isolation. 
Syv adelige unge damer og tre unge mænd besluttede at forlade Firenze sammen med deres tjenestefolk for at undslippe og glemme pestens rædsler. De isolerer sig på landsteder uden for byen i ti dage, hvor de lever med festmåltider, opvartning og selskabslege i kontrast til forholdene i Firenze. Som adspredelse fortæller de alle hver dag én historie, og da de tilbringer ti dage på landet, bliver det til 100 historier.

Kvinde læser Decameron

For yderligere informationer kontakt:
Biblioteksleder, Thomas Ry Andersen thomas.r.andersen@hedensted.dk