2 m bræmmer ved vandløb og søer
Langs de fleste af vore vandløb og søer er der krav om at holde en 2 meter bræmme fri for dyrkning, jordbehandling og plantning.
Bræmmebestemmelsen gælder for alle vandløb og søer, der ligger i landzone, og som er naturlige eller højt målsatte i regionplanen.
Ved naturlige vandløb forstås de vandløb, som er dannet fra naturens hånd. Det ændrer ikke på et vandløbs status som naturligt vandløb, at der på et tidspunkt er foretaget regulering, fx uddybning, udretning eller omlægning.
Ved naturlige søer forstås søer, der topografisk indgår i det pågældende landskab eller miljø. Det ændrer ikke på en søs status som naturlig sø, at der på et tidspunkt er foretaget regulering, fx opstemning eller dræning.
Alle vandløb og søer, der er kunstigt anlagt (gravede grøfter, kanaler, damme mv.), er omfattet af bræmmebestemmelsen, hvis de er højt målsatte i regionsplanen. Højt målsatte vandløb er vandløb der er målsat som særligt naturvidenskabeligt interesseområde (A) eller vandløb som skal være levested for fisk (B). Højt målsatte søer er søer med målsætninger med skærpede krav (A) eller basismålsætning (B).
Bræmmebestemmelsen gælder ikke for de vandløb og søer, som ikke er omfattet af vandløbsloven, nemlig:
- "enkeltmandsvandløb", dvs. vandløb, der med eventuelle tilhørende søer fra udspring til udløb i havet udelukkende løber på én ejendom, og
- "enkeltmandssøer", dvs. søer uden til- og afløb, som udelukkende er beliggende på én ejendom uanset søens størrelse.
Endvidere omfatter bestemmelsen ikke isolerede søer (dvs. søer uden til- og afløb) under 100 m²,
uanset om der er tale om en naturlig sø, og uanset om søen har mere end én bredejer.
Bræmmen på 2 m langs vandløb og søer beregnes fra vandløbets eller søens øverste kant. Sådan måles bræmmer.
"Den øverste kant" af visse søer er overgangen mellem bevoksningen af vand- og sumpplanter og egentlige landplanter.
Det er altid vandløbsmyndigheden, der afgør hvorfra bræmmen måles efter en konkret vurdering af forholdene ved det enkelte vandløb eller den enkelte sø.
Det bemærkes, at Vandløbsloven ikke giver vandløbsmyndigheden mulighed for at dispensere fra de forbud, der er indeholdt i bræmmebestemmelsen.
Er du i tvivl om, hvorvidt der gælder bestemmelse om 2 meter bræmmer ved dit vandløb eller din sø, er du velkommen til at kontakte kommunens teknisk afdeling.